Eksklusiv superbil fra Maserati

Den må ikke bruges på offentlig vej. Heller ikke køres på bane. Til gengæld håndbygges der kun 12 eksemplarer af Maserati MC12 Corsa.
For én mio. euro plus lokale afgifter kan bilfanatikere bestille sin helt egen Maserati MC12 Corsa. Men man skal muligvis være hurtigt ude, for fabrikken vil kun fremstille 12 eksemplarer af det motoriserede vidunder, skriver Nettavisen.
Maserati MC12 Corsa er en videreudvikling af MC12 GT1, og den vil tankevækkende nok ikke blive homologeret for hverken gadebrug eller banekørsel. Bilen vil kun kunne køres ved private løb eller Maseratis egne pr-arrangementer.
Maserati MC12 Corsa kommer til salg fra næste efterår og får som standard farven "Blue Victory". Til gengæld kan de entusiastiske ejere vifte Maserati om næsen med en endnu større check og derefter selv vælge farve og materialer på både eksteriør og interiør.
Corsaen får et kulfiberkarosseri og bremser fra hæderkronede Brembo. Hjulene bliver 18", og der er tale om en tosæders sportsvogn. Motoren er en V12'er på seks liter og med en ydelse på 755 hk ved 8.000 o/m. Tørvægt er 1.150 kilo.